Er du blevet sindsyg?

Psykospirituelle kriser… og hvordan du kommer gennem dem.

Dette er en en personlig fortælling om at gennemleve en psykospirituel krise.

Vrangsiden

Jeg har af og til bevæget mig ind og ud af et landskab, jeg beskriver som ”Vrangsiden”. Vrangsiden svarer til det følelsesmæssige landskab i den ubevidste del af vores psyke, hvor vores emotionelle tematikker og traumer bor. Når jeg bevæger mig på vrangsiden, opleves verden forvrænget, som gennem et filter. 

Da jeg for nogle år siden selv befandt mig i psykisk og spirituel krise efter en spontan aktivering af kundalini (livsenergien gennem rygsøjlen), oplevede jeg alt omkring mig i sort/hvid. Jeg var til dels bevidst om, at det var en projektion af min indre oplevelse – vrangsiden. Men den smerte og de emotionelle temaer, som kom op, virkede så stærke og virkelige, at det kunne være svært at skelne. Jeg oplevede død omkring mig og så for mit indre blik visioner af verden i flammer. Det var et tidspunkt af store indre og ydre forandringer i mit liv og i verden omkring mig. Den følelsesmæssige oplevelse var meget kraftfuld og overvældende. Fysisk oplevede jeg ubehag, hypersensitivitet, diffuse smerter i ryg og nakke, svimmelhed og træthed afløst af energetiske “bobler” op gennem ryggen og oplevelsen af en “varm orgastisk strøm” i kroppen. Psykisk oplevede jeg angstanfald, sorg, vrede og forvirring, klarhed, styrke og handlekraft komme og gå. 

Det hele var kort sagt meget forvirrende. Jeg var så heldig at have gode venner omkring mig, der kunne genkende processen og støtte mig i at gå igennem den. Jeg brugte skoven, gik ture, jeg sad ved bålet og kiggede ind i flammerne. Jeg fokuserede på konkret fysisk arbejde. Jeg forsøgte at skabe så meget tryghed, rytme og stabilitet i min hverdag, som jeg kunne. Jeg arbejdede med grounding. Og så begyndte jeg lige så stille at finde mine fødder på jorden igen. Jeg gik i terapi, hvor jeg kunne bearbejde det psykiske materiale, som var kommet op. 

Sideløbende med at min oplevelse af verden forandrede sig, faldt også mine indre forestillinger om verden sammen og min bevidsthed udvidede sig. Pludselig forstod jeg nye sammenhænge og opfattede begivenheder og relationer omkring mig på en helt anden måde. Min sansning og clavoriante evner udvidede sig. Oplevelsen var temmeligt kaotisk i starten og medførte en del ubehag. Det var ikke alt jeg formåede at bearbejde eller forstå med det samme. Bearbejdningen skete i spontane bølger. I starten slog de mig helt ud og det føltes smertefuldt og uudholdeligt. Efterhånden som der kom mere stabilitet og struktur i min hverdag, oplevede jeg at jeg kunne føle mig mere tryg og slappe nok af til at nye aspekter af følelsesbearbejdningen kunne udfolde sig og skylle igennem. Efterhånden som jeg slappede af og trak vejret ind i det, kunne jeg åbne mig og bedre føle følelserne og sansningerne, som så kunne forløse sig og skylle igennem uden at jeg blev overvældet og trak mig sammen. 

Det tog tid, nogle år faktisk, før jeg havde integreret og bearbejdet oplevelserne. De nye erkendelser og sansninger blev langsomt flettet ind i min hverdag. I takt med det, skabte jeg forandringer i mit liv mod at leve mere autentisk og med større kontakt til min sjæl og mit kald. Jeg startede min virksomhed FemininVisdom og begyndte at dele det jeg kan fra hjertet gennem cacaoceremonier, psykoterapi og spirituelt energiarbejde. Min kreativitet åbnede og jeg landede dybere og mere ind i min egen væren. Nu bruger jeg mine erfaringer og psykologiske kompetencer til at hjælpe andre med at bevæge sig igennem deres indre landskab. 

Almindelig “sindsyge”

Det, der hos mig, oplevedes som “vrangsiden” er er en almindelig og udbredt mekanisme som sin milde form kan opleves, når vi bliver aktiveret af hændelser i dagligdagen. Op fra det ubevidste kommer emotioner, kropstilstande, overbevisninger og tankeformer, der er opstået i tidligere udfordrende livssituationer, men som ikke er blevet bearbejdet tilstrækkeligt, og som vi bærer rundt på i vores krop og psyke. Nogle oplever mekanismen i sværere grad, hvor de indre billeder opleves så virkelige, at skelneevnen mellem indre og ydre virkelighed opløses helt. Vi kan kalde det psykose. Alt omkring os kan farves. Den situation, vi befinder os i, ses gennem et filter af emotioner fra tidligere livsoplevelser. Det kan opleves så virkeligt, at vi tror det er sandt. Når vi gennemgår psykospirituelle kriser efter store åbninger, som den jeg her har fortalt om, kan vi komme til at trække os sammen i frygt og smerte og blive hængende på vrangsiden. Det kan selvsagt opleves meget smertefuldt og forvirrende. Det er når vi mister orienteringen i, hvad der er virkeligt i det konkrete nu, og hvad der er gamle fortællinger i vores sind, at vi bliver en smule “sindsyge”. Det kan ske i glimt eller i længere perioder. Heldigvis formådede jeg at bevæge mig gennem det livløse landskab, jeg oplevede, og kom ikke til at hænge fast.

Fem redskaber til at navigere gennem en psykospirituel krise:

  • Ræk ud. Fortæl dine nærmeste hvad du gennemgår. De forstår det måske ikke, men kan være der og støtte dig. 
  • Kom ud i naturen, gå ture, sid i solen, hav bare tæer i græsset. Brug sanserne, mærk jorden under dig.
  • Bevæg dig. Dans, vandring og anden rytmisk bevægelse i moderat tempo. 
  • Find ind i dagligdagens rytmer og almindelighed, brug evt. et ugeskema med faste stå op tider, måltider og gøremål. 

Træk vejret. Brug din mavevejrtrækning aktivt og skab flow og forbindelse til din krop gennem vejrtrækningsøvelser, yoga og groundende kropsøvelser. (find vejledning og øvelser på https://femininvisdom.dk/gratis-materiale)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *